torsdag den 23. januar 2014

Næsten klar




Jeg er næsten klar til at vise januar-projektet frem i udfordringen 12 months of knitting. Næsten altså. Jeg afsluttede sweateren i sidste uge, men en prøvning viste, at der var noget galt. Halsen sad mærkværdigt på trods af at jeg på ingen måde havde lavet ændringer. Jeg må indrømme, at jeg stampede lidt i gulvet og havde lyst til at smide projektet hen i et hjørne. Men her hjalp det faktisk, at jeg har givet mig selv udfordringen, så færdig skulle sweateren være. Heldigvis kunne min mor komme mig til hjælp, og i lørdags blev sidste pind strikket færdig. Nu mangler jeg så bare at få fæstnet ender, hvilket bestemt heller ikke er min yndlingsopgave. Men jeg har lovet mig selv, at den er klar til fremvisning i weekenden.


Ellers går det i susende fart herhjemme. Luna Marie er startet i børnehave, og det mærkes. Hun trives rigtigt godt dernede, men middagslurene skippes nogle dage, og så er eftermiddagene lange med en træt pige, som bare har brug for sine forældre. Men heldigvis har vi jo prøvet det samme med Karoline, og jeg kan mærke, at det hjælper mig at vide, at det er en periode, og at vi nok skal få vores friske pige tilbage igen. I går eftermiddag var dog en af de dage, hvor vi bare hyggede. Karoline havde besøg af en veninde, og Luna Marie elsker at have store piger i huset. Og billedet viser vist meget godt, hvor meget hun nød det:-)

fredag den 17. januar 2014

Backward

Ligesom Mie kom jeg til at sidde og kigge på billeder på computeren i dag. Og jeg faldt over disse billeder fra den 17. januar for tre år siden. Luna Marie var 7 dage gammel, og vi var ramt af babyboblen, mens Karoline bare dimsede rundt. Jeg husker dagene som om, at de bare flød ud mellem hinanden, og der blev vendt op og ned på dag og nat.

Det er ikke til at forstå, at vores to piger nu er så meget større, at Luna Marie er på Karolines alder, og at Karoline skal i skole om bare få måneder. Selvom det på en eller anden måde var en magisk tid, så ønsker jeg mig ikke tilbage. Jeg elsker den tid, vi har nu, hvor pigerne er blevet så store, at mulighederne er mange flere, og jeg elsker deres samspil og deres leg sammen.




Men derfor er det nu stadig dejligt at drømme sig tilbage.

Rigtig god weekend - både til alle jer med sne og til alle jer uden:-)

torsdag den 16. januar 2014

Suttestopsopdatering

I december lavede jeg dette indlæg, da jeg var meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle gennemføre den planlagte sutteaflevering. Og nu tænkte jeg, at det var på sin plads med en lille opdatering.

Vi valgte at give sutterne som aftalt til julemanden den sidste lørdag inden jul. Jeg indrømmer gerne, at jeg var vildt nervøs, og at jeg inde i mit hoved messede "det går aldrig, det barn kommer til at hyle sig i søvn i 14 dage". Men afsted tog  vi, og selvom Luna Marie ikke var helt overbevist om, at Julemanden var en, som man havde lyst til at snakke med, fik vi dem afleveret, og hun afleverede stolt sutterne i snoren. Det lykkedes os ikke at få middagsluren trumfet igennem den dag, hvilket næsten også havde været for godt til at være sandt. Men jeg var nu noget bævrende, da aftenen faldt på, og det blev sengetid. Men på samme måde som sin søster lagde hun sig i sengen......... og faldt i søvn?!?!?! Uden et eneste kny, uden at spørge efter sutten eller uden at vende og dreje sig i sengen i flere timer! Jeg var ærlig talt noget paf, men også meget stolt af min store pige.
Pessimist, som jeg jo er, var jeg bestemt sikker på, at det måtte være en engangsforestilling, og at natten efter da måtte blive besværlig. Men også der måtte jeg erkende, at jeg ikke altid får ret - heldigvis da! Og siden da er det bare gået fantastisk. Hun har spurgt undrende efter sutten en enkelt gang, men ellers ikke været påvirket af, at den er væk. Og middagsluren er også kommet tilbage, efter at hun er startet i børnehave.


Nu er sidste børnefødselsdag i denne omgang også overstået. Luna Marie fyldte 3 i fredags og havde en fabelagtig dag med fejring i børnehaven, hvorefter vi tog i Build a Bear butikken og fik lavet en bamse og sluttede festen af på yndlingsrestauranten. Build a bear bliver aldrig min store favorit, men Luna Maries eneste ønske var en bamse, så det var helt klart, at den skulle hun selv lave, hvilket også var et stort hit, og nu har jeg jo så tanker om at få strikket en masse tøj til bamsen, så den i det mindste kan være pænt klædt på:-)
Vi var igennem samme tur for tre år siden med Karoline, og det er da lidt hyggeligt, at vi spiste ved nøjagtigt samme bord denne gang, hvilket selvfølgelig måtte foreviges, som det også blev for tre år siden:-)





mandag den 13. januar 2014

12 months of knitting

Da Cecilie præsenterede strikkekalenderen for 2014, var jeg meget sikker på, at det skulle jeg ihvertfald ikke være en del af!

Men som alle ved, har man et standpunkt, til man ta'r et nyt. Og efter at have fulgt en masse strikkedamer på instagram, som er med i legen, må jeg erkende, at jeg vist også bliver nødt til at prøve legen af.

Som Cecilie har jeg også kun lagt mig fast på de første tre strikkeudfordringer. I januar vil jeg gerne strikke denne sweater til mig selv - dog kun med en stjernerække øverst. Det går hurtigt fremad, og jeg tror, at jeg kan få den afsluttet i denne uge. Men det er nu også meget godt, for de næste 2 udfordringer kommer nok til at volde lidt besvær. Som skrevet i min års-to-do vil jeg gerne lære at strikke vendestrik og har været på bibliotetet efter bøger og har fået indkøbt garn til projektet. Men selvom alle siger, at det er lige til, synes jeg nu altså, at det ser lidt svært ud.... Jeg forstår simpelthen ikke opskriften, så jeg må have hjælp fra jer bloggere, hvis det skal lykkes. Men opskrift og garn bliver pakket til weekendtur til Thy og håber på hjælpere deroppe.

I marts skulle 'Tempelblomst' gerne komme på pindene hos mig. Jeg har været vild med at strikke mønstre, og opskriften ser egentligt meget ligetil ud. Men det er alligevel noget af en mundfuld at skulle strikke så stort et projekt til mig selv. Min mor går i gang cirka samtidigt med mig, så vi må 'støtte' hinanden i processen.

Herunder kan I se nogle af de andre projekter, som jeg gerne vil have på og af pindene i år, men jeg venter et par måneder med at beslutte mig helt.

Er der andre, som vil være med?

mandag den 6. januar 2014

Fejring

Som om at det ikke var nok ovenpå julens gaver og kager så må vi allerede i begyndelsen af januar på den igen, for begge piger har fødselsdag i denne uge. Karoline startede ballet i går, hvor vi fejrede hendes 6 års fødselsdag.





Vi havde en stille og rolig dag med glimmerlagkage om eftermiddagen, hvor Karolines veninde og familie kom forbi. Det føles som en god måde at holde fødselsdag på - at selve dagen er stille og rolig, og der er tid til at lege med gaverne. En af gaverne var Furby, som har huseret i blogland i løbet af efteråret. Jeg havde egentligt ikke tænkt, at det var noget for Karoline, men der må jeg erkende, at jeg har taget fejl. Hun ELSKER den allerede højt, og den følger hende over alt. Og vi voksne er også lidt betagede af det nuttede dyr.

En anden gave var den strikkede vest og hårsløjfen, som jeg havde lavet til Karoline. Opskriften på vesten er herfra, mens jeg har fået inspirationen til mønstret fra hende her.

Nu venter så børnehavebesøg i morgen, Luna Maries fødselsdag på fredag, og så slutter vi af med familiebrunch på søndag - og så ikke et ord mere om fødselsdage før til august!

lørdag den 4. januar 2014

10 ting, som jeg vil nå i 2014

Så er året skudt i gang, og dermed muligheden for at lave lister over kommende projekter i årets løb.

Da jeg læste om Cecilies udfordring, var jeg lige ved at springe med på den. Tænk dig 12 skønne strikkerier, når uret slår 2015. Men jeg kender alligevel mig selv godt nok til at vide, at jeg ville stresse over projekterne, og om jeg ville nå at få dem færdige i tide.

I stedet har jeg fundet 10 projekter, som jeg gerne vil prøve kræfter med i 2014. Nogle af dem er lidt ambitiøse og andre er lige til at overkomme. Men det er alle ting, som jeg gerne vil kunne sætte flueben ved, når året er omme.

#1: Strikke tempelblomst

#2: Sy ballonbukserne om færdige

#3: Strikke vanter til mig og pigerne

#4: Lære at hækle bogstaver

#5: Sy nederdel med sløjfe

#6: Hækle juleelg

#7: Sy nederdel i str. mig

#8: Strikke cardigan i vendestrik

#9: Lære at strikke pænt med 2 farver

#10: Strikke pude i vendestrik

Garnet til pkt. 1 er allerede på vej i posten, og jeg glæder mig til at se, om jeg bliver lige så begejsret over at strikke den som så mange andre. Den er ihvertfald utrolig smuk, og måske kan jeg nå at få glæde af den i den sidste del af vinteren, hvis jeg er hurtig vel og mærke. For der ligger stadig et par projekter herhjemme i kurven, som også skal færdiggøres. Luna Maries fødselsdagsgave til næste uge er jeg slet ikke begyndt på endnu, og der er også en cardigan med mønster, som jeg mangler at blive gode venner med. Ellers må ponchoen blive brugt til efteråret.

Hvad har I planer om i det nye år?

fredag den 3. januar 2014

Julegaver 2013

Bloggen og jeg har holdt en tiltrængt juleferie. Egentligt havde jeg tænkt, at jeg ville lave nogle indlæg med de hjemmelavede gaver, men tiden gik, uden at jeg fik åbnet for hverken kamera eller computer - så derfor dette juleindlæg i januar!

Da jeg første gang så ponyerne hos Krudtuglensmor, vidste jeg med det samme, at DIY'en skulle bruges til julegaver. Så pigerne herhjemme og min niece er blevet begavet med hver deres pony. Opskriften var let at gå til, men jeg valgte at gøre halsen breddere og mindre, for ellers ville hovede ikke sidde fast. Og desuden fandt jeg en opskrift på hæklede øjne, da filt og jeg ikke er de bedste venner.




Min lille nevø skulle heller ikke snydes for en hjemmelavet gave, så han fik denne hæklede vest. Opskriften fandt jeg også i blogland, men det er lykkedes mig at miste linket, så den må I drømme jer til:-)


Sidst, men ikke mindst, ønskede min søster sig en serviet til brødkurven, og resultatet blev denne hæklet i almindeligt bomuldsgarn. Det var fint at se mønstret folde sig ud, og jeg er allerede i gang med at tænke over næste brødkurvsserviet. Min mor ønsker sig nemlig en til sin aflange brødkurv, så måske den er at finde under juletræet i år?

torsdag den 2. januar 2014

Kære 2014

Velkommen til nye år! Og tak for det gamle 2013!

Jeg siger farvel til et år, som på mange måder har været et af de bedste i mange år. Der er egentligt ikke sket så meget banebrydende, men det har også været tiltrængt for mig.

Morten startede i januar på nyt job - et job, som han altid har drømt om. Og jeg har i tilgift fået verdens gladeste mand hjem fra arbejde, hvilket er SÅ givende for os som familie. Måske arbejder han timemæssigt noget mere, end han gjorde tidligere. Men hans iver og engagement smitter af på hele familien.

De seneste år har været en rejse for mig, hvor jeg har skullet rejse mig fra en hård periode, og hvor jeg til tider ikke har kunnet kende mig selv. Men 2013 blev året, hvor Anna blev til Anna, og hvor jeg for alvor fandt ud af både at være mor, kone, kollega, veninde og bare mig! Og det er altså FEDT! Det er skønt at være med igen i stedet for altid at føle, at jeg stod på sidelinjen og ikke kunne komme ind på banen. Det er fantastisk at føle, at jeg kan være den, som jeg gerne vil, og at jeg ikke skal give afkald på alt for meget for at nå mine mål.

2013 blev også året, hvor jeg fik mulighed for at udfolde mig på mange måder kreativt. Jeg fik for alvor gang i strikkeriet, og jeg er glad for alle de ting, som jeg har fået lavet. Jeg udfordrede mig selv til at skulle strikke en sweater til mig selv i årets løb, men det endte med at blive til ikke mindre end to cardigangs og en sweater, mens den 2. sweater kun mangler det allersidste. Kreativt set fik jeg også tilbragt meget tid sammen med de sødeste kreadamer, og vi har planer om den 3. kreaweekend - weekender, som jeg sætter utrolig meget pris på.

Hvad så med 2014 - hvordan vil det år mon leve op til det forgangne? Og findes der nye mål og udfordringer, som jeg kan nå?

Jeg drømmer og drømmer om alle de ting, som man kan nå på et helt år. Ser muligheder og planer og laver masser af lister. Men mest af alt drømmer jeg egentligt bare om at få lov til at være mig. Jeg drømmer om at give mig selv mere mig-tid; prioritere mig selv når der skal shoppes tøj i stedet for at pigernes klædeskab skal bugne; udfordre mig selv til at få løbeskoene på: bruge mere tid i køkkenet, så jeg bliver mere tilfreds med mit udseende; give mig selv kreative udfordringer, så der ikke altid bliver hæklet det samme.

Kære 2014! Jeg glæder mig til alle 365 dage med dig!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...